

Patienternes Hus
Et nyt innovationsprojekt mellem offentlige og private aktører skal give patienter en bedre oplevelse på Region Hovedstadens patienthoteller. Med udgangspunkt i de eksisterende patienthoteller står Center for Sundhedsinnovation for at udvikle et nyt ”Patienternes Hus”, der skal drives på patienternes præmisser og behov. Gennem brugerdreven innovation vil projektet vise, hvordan en bedre patientservice kan øge værdien for såvel patient som hospital. Fremtidens patienthoteller skal på denne måde udvikle sig i en retning, så de bliver mere end blot en seng at sove i.
Story Field står i dette projekt for at inddrage “hotelgæsternes” værdier og behov ved at lave en række videofortællinger med patienter og pårørende, der bor, skal bo eller har boet på patienthotel.
Videofortællinger er korte personlige film fra patienter og pårørende selv.
Fortællingerne er har en varighed på 3 -4 minutter og indeholder billed-, video- og lydmateriale fra patienternes eller de pårørendes selvdokumentation af deres hverdag og oplevelser. Filmene skabes på en workshop, hvor deltagerne gennemgår historiefortællings og refleksionsøvelser og instruerer deres egen film.
Filmene viser verden på en autentisk og indlevende facon fra patienternes/den pårørendes synsvinkel og fortalt med deres egne ord ud fra, hvad de har på hjerte og finder vigtigt. Herved bringer filmene data til live og sætter ansigter på brugerne af fremtidens patienthoteller.
Ved at tage udgangspunkt i brugernes oplevede historier, frem for ønsker til forbedringer ved eksisterende patienthoteller kan fortællingerne starte radikal nytænkning omkring patienthotellerne og meningsfulde nye koncepter, med udgangspunkt i brugernes behov og sygdomsforløb.
Læs mere om Patienternes Hus hos Center for Sundhedsinnovation











