Præsentation: Digital Storytelling in User Research

21. juni, 2011 by Julie Byskov Gade

Se vores præsentation fra konferencen DS6 i Wales sidste uge:

Læs mere om konferencen via Twitter via #DS6

DS6 i Wales

18. maj, 2011 by Julie Byskov Gade




Den 17. juni afholdes international festival for digital storytelling i Wales, og jeg har fået den ære at være gæstetaler.


‘Festival of digital storytelling’ afholdes for 6. år i træk og sætter fokus på anvendelsen og udbredelsen af digital storytelling.


Det foregår i byen med det, for danske tunger uudtalelige navn Aberystwyth i Wales. Og det er ikke helt tilfældigt, at det finder sted her, da Wales lagde lokation til BBCs ambitiøse storytelling projekt ‘Capture Wales’, fra 2001 til 2008. Capture Wales gik i korthed ud på at almindelige mennesker fik mulighed for at lave korte personlige film og få dem vist på TV på BBC Wales. Filmene blev skabt på åbne filmworkshops og omhandlede folks store og små fortællinger fra det humoristiske over det bizarre til det stærkt bevægende.


Projektet var første gang Digital storytelling blev integreret med public broadcasting tv og flere lignende projekter i blandt andet England, Sverige og Holland er fulgt efter. Med festivallen fortsætter Wales med holde sig på forkant med udviklingen af digital storytelling idet fokus er på nye retninger og anvendelser af filmformen.


Mit indlæg kommer til at handle om hvordan Story Field anvender digital storytelling som metode til brugerundersøgelser.


Læs mere om festivallen her

Idea management

16. maj, 2011 by Mette Jännes Larsen




I onsdags slog jeg et smut forbi et gå-hjem-møde hos Nosco, der har stor succes med deres idea management-software som kilde til kunde- og medarbejderdreven innovation.


Noscos Jesper Müller-Krogstrup fortalte om softwarens anvendelse i Danfoss’ Man on the Moon-innovationsprojekt, som har givet koncernens samtlige 12.000 medarbejdere mulighed for at dele deres idéer med hinanden. Det interessante ved projektet er, at det ikke kun er produktorienteret, idet medarbejderne samtidigt videreuddannes i projekt- og innovationsledelse og trænes i at omsætte idéer til konkrete tiltag. Man on the Moon-projektet har, hvis man skal tro på statistikken, høstet frugtbare resultater hjem, idet 91 % af medarbejderne mener, at de har ændret adfærd og at de kan bruge projektværktøjerne i deres daglige arbejde. Helt konkret har projektet i år 2010 resulteret i, at tre idéer er ved at blive implementeret.


I dagens anledning kom Søren Salomo, professor i innovationsledelse på DTU, desuden forbi. Ifølge Salomo må innovation ikke forbindes med kreativitet, idet nye idéer skal implementeres på et marked med succes og idet der er bestemte aktørers behov at tage højde for. Innovationsledelsens mission er, at synliggøre ROI (Return on Investment), og i den kontekst er det vigtigt hurtigt at afgøre, om et koncept fører til succes eller ej. På DTU har de ligeledes anvendt et idea management-software i et projekt, hvor 1300 studerende deltog. Her blev 300 idéer undersøgt nærmere og heraf havde 24-25 idéer innovationspotentiale.


Idea management-softwaren har fra mit synspunkt mange fordele, idet man har mulighed at inddrage en bred skala af aktører i et innovationsprojekt. Men der er visse ulemper, idet softwaren ikke giver deltagerne mulighed for at visualisere deres erfaringer og holdninger, idet idéudvekslingen udelukkende foregår skriftligt. Derudover kan det tænkes, at den autentiske indsigt i brugernes hverdag, som fx. Story Fields foto-og videodagbøger kan tilvejebringe, går tabt i projekt af denne størrelse. I mine øjne ville de bedste forudsætninger for et innovationsprojekt være at identificere bestemte idéer ved hjælp af idea management-værktøjet, hvorefter de valgte idéer kunne testes kvalitativt i form af fx. videodagbøger eller feltarbejde.

Nyt Projekt: Patienternes Hus

13. maj, 2011 by Julie Byskov Gade




Et nyt innovationsprojekt mellem offentlige og private aktører skal give patienter en bedre oplevelse på Region Hovedstadens hospitaler. Med udgangspunkt i de eksisterende patienthoteller står Center for Sundhedsinnovation for at udvikle et nyt ”Patienternes Hus”, der skal drives på patienternes præmisser og behov. Gennem brugerdreven innovation vil projektet vise, hvordan en bedre patientservice kan øge værdien for såvel patient som hospital. Fremtidens patienthoteller skal på denne måde udvikle sig i en retning, så de bliver mere end blot en seng at sove i.


Story Field står i dette projekt for at inddrage “hotelgæsternes” værdier og behov ved at lave en række videofortællinger med patienter og pårørende, der bor, skal bo eller har boet på patienthotel.


Videofortællinger er korte personlige film fra patienter og pårørende selv.
Fortællingerne er har en varighed på 3 -4 minutter og indeholder billed-, video- og lydmateriale fra patienternes eller de pårørendes selvdokumentation af deres hverdag og oplevelser. Filmene skabes på en workshop, hvor deltagerne gennemgår historiefortællings og refleksionsøvelser og instruerer deres egen film.


Filmene viser verden på en autentisk og indlevende facon fra patienternes/den pårørendes synsvinkel og fortalt med deres egne ord ud fra, hvad de har på hjerte og finder vigtigt. Herved bringer filmene data til live og sætter ansigter på brugerne af fremtidens patienthoteller.


Ved at tage udgangspunkt i brugernes oplevede historier, frem for ønsker til forbedringer ved eksisterende patienthoteller kan fortællingerne starte radikal nytænkning omkring patienthotellerne og meningsfulde nye koncepter, med udgangspunkt i brugernes behov og sygdomsforløb.


Læs mere om projektet her


Læs mere om Patienternes Hus hos Center for Sundhedsinovation

Samudvikling som tilgang til offentlig innovation

10. maj, 2011 by Mette Jännes Larsen

Leading public sector innovation



I sidste uge overværede jeg en forelæsning af Christian Bason, innovationschef ved Mind Lab, på Københavns Universitet, hvor han fortalte borgerdreven innovation i den offentlige sektor.


Bason gjorde det meget klart, at effektivering af den offentlige sektor afhænger af bedre service og lavere økonomiske udgifter. Mange ville umiddelbart tro, at dette ikke hænger sammen. Men ifølge Bason kan servicetiltag gøres væsentlige billigere ved at lytte til borgere og sikre, at tiltagene hviler på deres respektive behov. Offentligt ansatte bør endvidere ikke gøres til eksperter i borgernes liv, da det i høj grad er borgerne selv, der benytter sig af det offentliges løsninger i hverdagen, og som bedst ved, hvordan disse optimeres.


Bason er pt. bogaktuel med titlen “Leading public sector innovation. Co-creating for a better society“.

Oplæg hos MindLab

6. maj, 2011 by Julie Byskov Gade




I dag var vi på besøg hos MindLab og holde en præsentation om anvendelsen af brugerskabte videofortællinger i innovation.


MindLab er en tværministeriel udviklingsenhed, som involverer borgere og virksomheder i at skabe nye løsninger, der giver værdi for samfundet. De bidrager til, at ministeriernes ledere og medarbejdere ser deres indsats fra borgernes perspektiv.


MindLab arbejder allerede med narrative og visuelle metoder, som for eksempel cultural probes, personas, storyboards og små lydsekvenser med optagelser af historier fra borgere, som beskrevet i dette indlæg på MindLabs blog.


Brugerskabte videofortællinger adskiller sig væsentligst fra de andre metoder ved, at det er brugerne selv, der laver historierne og filmene, ud fra hvad de har på hjerte frem for hvad de bliver spurgt om.


Kontakt mig gerne på julie@storyfield.dk, hvis I vil inspireres af et oplæg af Story Field.

Nyt projekt: ABCiTY

30. april, 2011 by Julie Byskov Gade



Børn kan lære, imens de spiller computerspil. Det er tanken bag ABCiTY, som er et online edutainment univers til børn mellem 4 og 7 år. Det er et pædagogisk læringsspil, hvor barnet skal redde byen ABCiTY fra en truende edderkop. ABCiTY udkom 10. februar 2011 og indtager nu for alvor markedet for at opfylde behovet for et danskproduceret computerspil til små børn, som samtidig med at underholde, lærer poderne at stave.


Story Field udførte i den forbindelse en brugerundersøgelse i form af række fokusgruppeinterviews med forældre og bedsteforældre til 4- til 7-årige børn. ABCiTY fik herved solid input fra potentielle brugere omkring værdier i forhold til børns forbrug af underholdning overfor læring, abonnementsløsninger samt markedsføringsmateriale og strategi.


Se mere på ABCiTYs website

Den internationale innovationscamp

27. marts, 2011 by Mette Jännes Larsen




Den 26. marts gæstede Story Field en innovationscamp hos Ungdommens Røde Kors, hvor Søren Bo Steendahl, som er kaospilot og partner i Kadaver, fortalte om sin succes med social innovation.


Kadaver arbejder med at skabe positiv forandring i samfundet og arbejder kun med kunder, som de ser værdi i og som de kan tilføre værdi til. Virksomheden har blandt andet haft stor succes med videoen Mukhtars fødselsdag til kampagnen Bedrebustur.dk, som allerede efter en uge havde en million hits på YouTube og som har øget Arrivas bustilgang markant. Kadaver står endvidere bag hospitalsprojektet Masanga i Sierra Leone, det digitale caféstempelkort Poteo og computertaskerne Bangura Bags, som skræddere i udviklingslande syer af cykelslanger.


Vellykket social innovation er i Sørens øjne at finde en unik idé, der imødekommer et socialt behov på en ny og innovativ måde. Søren lagde ikke skjul på, at det er i orden at tjene penge på at gøre noget godt. Han opfordrede workshopdeltagerne til at lade være med at se fattige mennesker som stakler, men som forbrugere. Det hele handler om at finde produkter eller løsninger, som passer til deres marked og deres realitet. Hertil gav han et eksempel på et udviklingsprojekt, hvor man begyndte at træne landrotter til at opspore miner og som gjorde, at de lokale indbyggere selv kunne gøre en aktiv indsats for at redde deres jord.


Resten af campen stod på innovationsworkshops, hvor ildsjælene fra Ungdommens Røde Kors eksperimenterede med kreative læringsmetoder, hvor nye idéer blandt andet kom til på gåture og fiktive cafébesøg. Desuden blev Sørens råd om, at workshopdeltagerne ikke måtte svare “nej” og “men”, men derimod “ja, og…” til andres innovative indskud efterlevet nøje i praksis, hvor det gjaldt om at værdsætte hinandens forskelligheder.

Patienthistorier

25. marts, 2011 by Julie Byskov Gade




Patienter og pårørende har mange historier at fortælle om deres sygdom, deres nye situation, og deres kontakt med sundhedssystemet. Historierne er vigtige at medtænke i udviklingen af nye sygehuse, produkter og processer, der har patienterne og de pårørende i centrum.


Det er udgangspunktet for et samarbejde mellem Story Field, Clinic of Innovation – Den innovative gren af Oslo University Hospital, Norge, Copenhagen Business School, Jazzmontør – digitale historiefortællere fra Norge, Pilgrim Projects – grundlæggerene af PatientVoices programmet i England, Inquiring Relations fra Sverige og Digital StoryLab.


I sidste ende er målet at skabe et bedre sundhedvæsen ved at bringe data til live og lade patienterne blive hørt.


I første omgang afholder vi et gratis seminar om patienthistorier i sundhedsinnovation i København den 9. juni 2011. Vi poster mere her på bloggen senere. Indtil da kan du tilmelde dig til Julie@storyfield.dk.


Foto af: José Goulão

Serviceinnovation

10. marts, 2011 by Julie Byskov Gade




I torsdags satte Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Rådet for Teknologi og Innovation fokus på serviceinnovation i forbindelse med lanceringen af et nyt innovationsnetværk i form af serviceplatform.dk, som “samler virksomheder og forskere med det mål at styrke innovationskraften og dermed væksten i serviceerhvervene.”


Story Field er nu medlem af netværket og venter spændt på at se om niveauet af aktiviteter og værdi lever op til ambitionerne. Ambitionerne er nemlig høje for ifølge videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er danske virksomheders fremtidige konkurrenceevne helt afhængige af, om de formår at innovere deres serviceydelser.


Tal fra Rådet for Teknologi og Innovation viser, at servicevirksomheder udvikler og forsker mindre end andre virksomheder, hvorfor der er rig plads til udvikling – specielt inden for områder som forsikring, fødevare og velfærd spås store uudnyttede potentialer for forretningsudvikling, og denne skal gerne ske ved teknologisering.
Ifølge Niels Christian Nielsen fra CEO Q Network er den ultimative strategiske udfordring i serviceinnovation “at identificere og udvikle teknologisk bestyrkede menneskelige servicerelationer.”


Man kan sige, at serviceinnovation minder meget om alle andre former for innovation, men den adskiller sig alligevel i kraft af sin ofte immaterielle form. Dette giver større behov for brugerinddragelse i udvikling og succesevaluering, da der ikke er et konkret produkt, som enten virker eller ej, men virkningen langt hen ad vejen sker i hovederne på servicemodtagerne. Serviceudvalgets definition lyder således:


“Serviceinnovation er udvikling af en ny service-ydelse eller produktions-eller leveranceproces, organisation eller markedsadfærd med henblik på at producere og afsætte serviceydelser. Serviceydelsen og -processen kan have forskellig grad af immaterialitet og teknologianvendelse.”



Blandt de gode (og flittigt brugte) eksempler på virksomheders nytænkning af serviceydelser er ISS’ omformning af rengøring til et serviceerhverv, Jyske Banks nytænkning af bankskranken til cafémiljø, Bank of Amerikas “spar op, når du bruger penge”-service henvendt til kvindelige kreditkortforbrugere og det uundgåelige eksempel: Apples indholdsservices iTunes, appstore mv.


Læs mere om indlæggene og netværket her